Angst

Angst er som udgangspunkt en normal, sund og livsudviklende følelse. For nogle udvikler angst sig imidlertid til en meget pinefuld lidelse, der har alvorlige negative konsekvenser for både personens og de pårørendes liv.

Symptomer ved pludseligt opstået angst eller angstanfald:
Hjertebanken, svedtendens, rysten, mundtørhed, kvælningsfornemmelse, smerter eller trykken i brystet, kvalme eller uro i maven, uvirkelighedsfølelse, kuldegysninger, dødsangst, frygt for at miste selvkontrol m.fl.

Der er forskellige angstlidelser som panikangst, socialfobi og generaliseret angst

Panikangst er kendetegnet ved voldsomme og uventede panikanfald. Tankerne er rettet mod symptomerne, og man kan fx være bange for konsekvensen af sin hjertebanken, eller at man ikke kan trække vejret.
Socialfobi eller socialangst er kendetegnet ved, at man oplever angst for at ”klappen går ned,” når man er sammen med andre, at man rødmer og sveder i samvær med andre, og angsten for andres negative vurderinger af en.
Generaliseret angst kendetegner bekymring, og angstsymptomerne kan optræde i længere tid ad gangen. Fx flere timer dagligt. Der er ofte en general følelse af anspændthed og dertilhørende gener som søvnproblemer, smerter og irritabilitet. Tankerne, der ledsager generaliseret angst, omhandler ofte ”ting som kan gå galt,” eller sygdomme, der kan ramme. Det kan føre til en følelse af ikke rigtigt at turde leve livet.

Man kan få samtaleterapi, uanset om man har fået en angstdiagnose, eller om man føler sig angst. Der bliver taget udgangspunkt i den enkeltes behov. For nogle kan elementer af kognitiv terapi hjælpe, hvor der ofte fokuseres på små øvelser for at afhjælpe eller styre angsten.
For andre kan det hjælpe at reflektere over oplevelser, værdier og mål i livet, som ligeledes kan afhjælpe eller styre angsten.

Der findes mange tests for angst, men en af de mest anerkendte er Hamilton testen:

Tag testen her